Spirituel healing - foredrag med Eva Høffding 

Eva Høffding afholder jævnligt foredrag i hele landet. Kommende datoer bliver annonceret i kursuskalenderen samt på Facebook og i vores nyhedsbreve.

Eva Høffding er ikke en almindelig healer. Hun har arbejdet med Healing siden 1977. Bob Moore var hendes lærer igennem 30 år. Siden 2005 har hun samarbejdet med St. Ignatius de Loyola fra den åndelige verden om at skabe et healingsfelt, hvor kærlighedens healende kraft kan cirkulere og heale fysisk såvel som psykisk. 

St. Ignatius (1491-1556) er den åndelige hovedkraft bag Casa de Dom Ignacio i Brasilien, hvor den brasilianske healer João de Deus (John of God) har healet tusindvis af mennesker fra hele verden og ofte udført bemærkelsesværdige helbredelser, som ikke kan forklares naturvidenskabeligt.

Ignatius er også den åndelige hovedkraft bag det danske Ignatius Healing Center. Mange, som kommer på centret, har desuden oplevet, at de er blevet hjulpet fra det spirituelle plan af den Åndelige Tilstedeværelse de føler sig tættest knyttet til som: Kristus, Jomfru Maria, Martinus, Bob Moore m.fl.

Et vigtigt element i healingsprocessen er den åndelige vejledning, der kanaliseres gennem Eva Høffding. På foredragsaftenerne vil Eva fortælle om sin relation til Ignatius og om, hvordan den Spirituelle Healing praktiseres på Ignatius Healing Center, hvor der også forekommer bemærkelsesværdige healingsprocesser – fysiske såvel som psykiske.

Ignatius Healing Center har en del erfaring med, at Spirituel Healing har vist sig at være hjælpsom i forbindelse med fysisk lidelse og psykisk smerte, men det er også en vej, som kan bruges af mennesker, der søger spirituel fordybelse.

Der vil være mulighed for, at de fremmødte kan deltage i en healingsmeditation, og der vil også være tid til eventuelle spørgsmål.

”Det handler om at lade Kærlighedens Kraft komme ind i vores system for at hjælpe til den nødvendige forvandling. Den smelter så at sige hårdhed, modstand, angst og mindreværd om til blidhed, åbenhed, glæde og nærvær.”
- Eva Høffding

“Healing er dybt forbundet med kærlighed. Uden kærlighed ingen healing. Derfor er der altid en kærlighedsresonans inde i et menneskes healingsproces. Der er altid et element af opløftelse og glæde inde i dette menneske, fordi healingen åbner ind til dette menneskes sjæl eller essens.” 
- Ignatius af Loyola, kanaliseret af Eva Høffding


VIL DU BOOKE EVA HØFFDING TIL ET FOREDRAG? SÅ KONTAKT ENDELIG IGNATIUS HEALING CENTER.